Indhold

Forsiden
Forumet
O-snak
Software
Træningsdagbog

Om Orientering.dk
Kontakt os
Forummenu

Velkommen til Forum !

Her diskuteres orientering, på både godt og ondt. Alle indlæg har noget med orientering at gøre.
Indlæg uden orienterings-tilknytning er du velkommen at skrive under O-snak.

Start en ny tråd

Se alle tråde


Mener du, at der er et indlæg som burde fjernes? Send en mail til
- skriv hvilket indlæg det drejer sig om (dato og tid for indlægget) samt en grund til hvorfor du mener at indlægget skal fjernes.





Orienteering, map, compass, running, outdoor, fitness, cross-country skiing, mountainbike, mtb, orientering, kort, kompas, løb
Forum
 
Storry-telling
 
Preben Schmidt2005-10-11 14:59:58

Jeg har netop læst en spændende bog om Storry-telling. Den sigter på erhvervslivet, men giver også gode ideer til en organisation som vores.
Budskabet er at vi bindes sammen, når vi har en fælles fortælling. Det gælder såvel udadtil og indadtil.
Vores organisation bunder i en fælles interesse. I fælles eller ens oplevelser. Det er ikke nok at vi gør de samme ting. Køber det samme tøj, sko og løber det samme løb.
Nej det er historierne, der knytter os sammen.
Hvad ville Tour De France være uden sin historie?
- Og tænk blot på hvad historien om det danske landshold, der vandt EM-guld har kastet af sig af oplevelser, opmærksomhed og drømme.
Den gode historie binder os sammen.
Tryllebinder os fordi den taler mere til vores følelser end vores forstand.
Derfor skal vi finde den fælles historie. Den består af mange. Vi kan jo begynde med den, der handler om hvordan vi kom ind i o-sporten....

Preben

Skriv et indlæg

Du svarer på indlæg fra Preben Schmidt (2005-10-28 18:13:43)

" Hvis ikke andre tør, så gør jeg…..

For mig begyndte orienteringslivet i 1960’erne. Jeg var grøn spejder, ivrig håndbold- og volleyballspiller og havde som alle friske drenge snuset til fodbold i EFB.
Der var også dengang mere end et tilbud.
Når jeg tænker tilbage er det enkeltpersoner, der fik mig til at starte på og blive ved med O-løb. Der var ingen klub i Esbjerg dengang, men turen hver onsdag til Vrøgum, var ikke noget problem.
Hver onsdag kl. 17.00 var der opsamling på grønttovet og de ca. 30 km hver vej tog vi med et smil.
Jeg husker stadig tydelig lugten af en sensommer varm plantage eller en drivvåd træningsdragt af den tunge slags.
Det var Jørgen Gladbjerg, der i første omgang tog hånd om mig. Sørgede for transporten og skyggede mig i skoven. Det var ikke altid let at løbe o-løb i Vrøgum på særtryk af GI-kort i 1.20.000. Det varede ikke længe før jeg var flyvefærdig og løb fra min skygge.
Senere tog Per Breinholt over. Gav Ivan Christensen, Emil Olesen og jeg masser af opgaver og udfordringer. Det skete altid i kontrollerede og trygge rammer.
Vi blev en flok unge, der havde glæde af hinanden.
For mig blev mesterlæren og dens blanding af tryghed og udfordring indgangen til sporten. Der blev brugt tid lige netop på mig, som den person jeg var. En slags investering, som jeg senere har kunne øse af ..

Jeg tror mange kan fortælle den samme historie. Kan sætte navne på den eller de personer, som trak dem med ind i sporten og holdt fast, når vi vaklede i troen på at dette var stedet.

Det er ganske enkelt. Den menneskelige faktor er afgørende. O-løb er en alvorlig leg. Hvem gider lege alene ? "

Annuller

Navn:
E-mail:  
Indlæg

For at beskytte mod SPAM skal du indtaste tovuvemopi i feltet nedenfor:

Indlæg

Preben Schmidt2005-10-28 18:13:43 | #2
svar på indlæg fra Preben Schmidt 2005-10-11 14:59:58Besvar

Hvis ikke andre tør, så gør jeg…..

For mig begyndte orienteringslivet i 1960’erne. Jeg var grøn spejder, ivrig håndbold- og volleyballspiller og havde som alle friske drenge snuset til fodbold i EFB.
Der var også dengang mere end et tilbud.
Når jeg tænker tilbage er det enkeltpersoner, der fik mig til at starte på og blive ved med O-løb. Der var ingen klub i Esbjerg dengang, men turen hver onsdag til Vrøgum, var ikke noget problem.
Hver onsdag kl. 17.00 var der opsamling på grønttovet og de ca. 30 km hver vej tog vi med et smil.
Jeg husker stadig tydelig lugten af en sensommer varm plantage eller en drivvåd træningsdragt af den tunge slags.
Det var Jørgen Gladbjerg, der i første omgang tog hånd om mig. Sørgede for transporten og skyggede mig i skoven. Det var ikke altid let at løbe o-løb i Vrøgum på særtryk af GI-kort i 1.20.000. Det varede ikke længe før jeg var flyvefærdig og løb fra min skygge.
Senere tog Per Breinholt over. Gav Ivan Christensen, Emil Olesen og jeg masser af opgaver og udfordringer. Det skete altid i kontrollerede og trygge rammer.
Vi blev en flok unge, der havde glæde af hinanden.
For mig blev mesterlæren og dens blanding af tryghed og udfordring indgangen til sporten. Der blev brugt tid lige netop på mig, som den person jeg var. En slags investering, som jeg senere har kunne øse af ..

Jeg tror mange kan fortælle den samme historie. Kan sætte navne på den eller de personer, som trak dem med ind i sporten og holdt fast, når vi vaklede i troen på at dette var stedet.

Det er ganske enkelt. Den menneskelige faktor er afgørende. O-løb er en alvorlig leg. Hvem gider lege alene ?